AMANDAS REJSE MED DAMP

    rejse med damp

    For nylig afsluttede jeg et 3 måneders damp-forløb med Amanda. Jeg var så rørt over den udvikling hun havde gennemgået og imponeret over den vilje og vedholdenhed hun havde mødt dampen med. Jeg bad Amanda om at skrive et par linier – til inspiration for andre, der overvejer damp. Og Amanda skrev et smukt langt brev, som fortjener at blive delt i hele sin form.

    Her kan du læse det – jeg håber det vil give dig indblik i hvordan en damp-rejse kan være og hvad den kan føre til.

     

    Kære Doro

    Første gang jeg fandt din profil på instagram vidste jeg godt, at jeg ikke var klar til at følge dig. Det, du postede og det du repræsenterer, har jeg altid holdt i en armslængde. Jeg vendte dog tit tilbage til din profil, fordi jeg kunne mærke, at noget trak i mig. Hjemme hos mig siger vi altid ‘det du ikke vil være ved, vil ikke lade dig være’ – og “du” ville ikke lade mig være, så jeg måtte følge med hos dig og lære, hvad “du” ville mig.

    Jeg har altid haft en uregelmæssig cyklus, siden jeg som 13-årig fik min første blødning. Mine teenageår gik med voldsomme og lange blødninger, smerter og utilpashed. Min mor var støttende og kunne fortælle, at hun havde haft samme historie, men ingen behandling kendte. Mange generationer tilbage, står kvinderne som de bærende og overlevende i min familie, men aldrig er det at være kvinde blevet videregivet eller hyldet. Ingen erfaringer blev delt, ingen forhistorie om cyklus, graviditet, overgangsalder eller hormonel sundhed har været oppe at vende generationerne imellem.

    Jeg brækkede mit haleben da jeg fødte min søn og fik det ikke anerkendt af sundhedssystemet. Jeg begyndte derfor en lang rejse i det private, med gynækologiske fysioterapeuter, kiropraktor og osteopati – alle med vigtige ting til min healing og anerkendelse af at halebenet var brækket, men ingen med det endelige og frisættende. Af de konventionelle veje kunne jeg kun få lindring til “maskinen” i min krop – det traume jeg bar på, fra at leve i 3 år med smerter og begrænset bevægelighed, men også fra svigtet af systemet, synes ingen at kunne hjælpe mig med. Min cyklus blev aldrig regelmæssig efter fødslen og amningen, tværtimod syntes den at tage større og større krumspring og volde mig flere og flere smerter. Smerterne fra halebenet ønskede jeg ikke leve med, men den uregelmæssige cyklus havde altid været et livsvilkår, som jeg ikke anede at jeg kunne ændre på. Indtil jeg fandt dig!

    Et sted midt i mellem at have afprøvet alle kropsbehandlere jeg kunne tænke mig til, at have fået konstateret PCO og blive sat på en fejlagtig kost, der udløste irritabel tyktarm og galdesten, og med et stort ønske om en ny graviditet, var der kun Doro tilbage. Uanset hvor lang en arm jeg ønskede at holde, til noget så alternativt som at dampe sit underliv, var jeg løbet tør for muligheder. Jeg startede derfor med en fysisk behandling, hvor jeg kunne se dig an. Mærke om du virkelig kunne gribe mig, eller snarere hjælpe mig til at gribe mig selv, hvis jeg åbnede for det traume der lå i min livmoder, efter lang tids uregelmæssigheder, toppet med et friskt, fysisk traume i bækkenet, oven i alt det stagnerede min livmoder ellers måtte bære på.

    Til behandlingen var jeg så meget på udebane. Jeg har prøvet mange private behandlere, konventionelle og offentlige, såvel som lidt mere alternative, men at træde ind i dit behandlingsrum var på én og samme tid forløsende og skræmmende. Uden at spørge, fandt du de steder jeg havde smerter og behandlede dem. Du nærmest trykkede til alle traumer, min krop (ikke) kunne bære på, mens du bevægede dig rundt om min krop på briksen. Du tvang mig til at åbne for historier og indsigter, som på en god dag havde kunne gøre mig rasende, at nogen synes de skulle høre om. Jeg har professionelt specialiseret mig i tillid(ssvigt) og omsorg i sundhedsvæsenet, så i mit møde med dig, havde jeg hele tiden en metatanke der gik på ‘kan hun virkelig tillade sig det her?’. I de store, filosofiske teorier omkring tillid, er det bærende element altid, at tillid er suveræn; altså har vi den altid til andre, indtil de eller noget bryder tilliden. Og i en kropslig behandling, af den karakter som body-SDS tilbyder, går behandleren direkte fra at være fremmed til at stå blandt det inderste. Det sætter selvsagt tilliden i spil ubeskriveligt hurtigt og man kan hurtigt træde ved siden af, som behandler, fordi det man har mellem hænderne kan være skrøbeligt. Det, der til evig tid opretholder tilliden er, at modtageren er den værdig og ikke misbruger den. Og du var den værdig, Doro. Du så, at jeg lagde min inderste tillid hos dig, du takkede for det og du lod mig forstå, at du ikke tog noget af det hele for givet.

    Jeg startede kort efter på en skræddersyet dampplan. Det var min sidste mulighed ift. de problemer jeg havde i bækkenet og med min cyklus. Jeg var træt af ikke at kunne cykle eller løbe og jeg var træt af ikke at kunne blive gravid. Jeg satte alle sejl ind og hvis ikke det ville virke, havde jeg affundet mig med, at jeg måtte leve resten af mit liv med kroniske smerter. Fertilitetsbehandling ville nok også blive en realitet i den nærmere fremtid.

    Allerede da jeg havde bestilt planen, strittede alt på mig i modstand. Jeg er sygeplejerske af grunduddannelse og var nu utrolig langt væk fra den videnskab og evidens, der har dannet mig og været både mit levebrød og min overbevisning i mere end et årti. Men uanset hvad jeg satte op af modstand, prallede det af på dig, Doro. Du holdt en professionel, sober og samtidig meget hjertelig tone i dine mails til mig og det hjalp mig til langsomt at sænke paraderne. I vores første samtale, gjorde du mig opmærksom på vaner og mønstre, som kunne tåle opmærksomhed og nytænkning fra min side. Du faciliterede at jeg kunne løsne op i den krop, der i så lang tid at havde holdt stramt og fast på sig selv, i håbet om og forsøget på ikke at tabe sig selv. Og den slags krampagtige spændetrøjer man får på, i forlængelse af traumer og af livet generelt, forløser selvsagt ikke en fis.

    I den første cyklus dampede jeg med milde urter. Den cyklus varede 50 dage og da min blødning endelig kom, var min tiltro til planen ikke stor, men du forsikrede mig om, at de symptomer jeg beskrev, var klare og tydelige beviser på, at dampen faktisk havde rykket på noget. Du vikarierede lige mit håb. Min næste cyklus varede 32 dage og jeg havde på den dampet med rensende urter. Mit indre forår, sommer og efterår havde tydelige afgræsninger, jeg kunne tydeligt se og mærke ægløsning. Og da blødning kom, var den lige tilpas og ikke voldsom. Jeg havde ingen smerter, hverken før eller under blødningen. Men størst af alt: jeg havde ingen smerter – overhovedet – i bækkenet. Allerede et par uger efter jeg startede på at dampe, kunne jeg cykle lange ture, uden at skulle påtænke mit haleben. Jeg kunne løbe på løbebånd, uden at føle alt ville falde ud. Jeg kunne gå lange ture, uden at det ville betyde jeg skulle hvile bækkenet de efterfølgende dage.

    I den tid jeg har dampet, har mine hormoner stabiliseret sig. Mine PCO-symptomer er aftagende eller under kontrol, jeg har fået hul på mit vægttab og jeg har fået en direkte forbindelse til min livmoder og til den kvinde jeg ønsker at være og arbejde videre med.

    Den her damp-rejse, ind i min livmoder og ud af mit traume, har været, og er, den vigtigste og mest betydningsrige for mig som kvinde indtil nu. Det er den, hvor jeg tog min kvindelighed tilbage og rejste mig, for at udfylde dets væsen. Og hvis jeg betragtede mit liv som en spejderuniform, vil jeg nu, med stolthed, sætte mærkatet ‘urtekusse’ op ved siden af ‘speltmor’ og ‘kristen’ og alle de andre titler, som samfundet møder med stor modstand, men som repræsenterer en dyb mening for mig.

    Tak! Og vi ses igen, for til dig er min tillid umådelig stor, uanset hvor skeptisk jeg måtte møde dig.

    De bedste hilsner

    Amanda

    Hvis du er blevet nysgerrig på damp af at læse om Amandas rejse, så kan du læse mere om damp her og downloade min gratis guide til at komme i gang med at dampe.

    Skriv et svar